Mine svigerforældre og jeg har været på besøg hos Hosta Hans, som ikke har fået sit navn uden grund. Han og konen Helga har en rigtig plantesamler have nær Vamdrup (sydvest for Kolding).
Min svigermor er passioneret rosenelsker og min svigerfar er inkarneret køkkenhaveentussiast. Efter de var på besøg i denne have, samt en hostahave ved No/Ringkøbing, (som de tilfældigvis så skilte imod efter et besøg på rosenplanteskolen), har de fundet sig en fælles haveinteresse med hosta. Selvom det er en ret ny passion de har fået, bærer deres have allerede meget præg af mødet med Hosta Hans.
Selve havens indretning er i sig selv ret betagende. Der er mange forskellige stier, som fører den besøgende rundt på kryds og tværs i haven, og der er brugt mange forskellige slags belægninger på stierne. Dog harmonerer de rigtig godt med hinanden.
Selvom her er tale om en plantesamlerhave, er den på ingen måde kedelig. Den er derimod virkelig vellykket og fantastisk. Når man træder ind i haven mødes man med en fuldstændig vidunderlig ro, og selvom der her i det første store haverum kun er grønne planter er der alligevel masser af nuancer at gå på opdagelse i. Bladformer, farver, størrelser og striber i nærmest uendelige variationer.
Haven er en skyggehave med mange spændende træer og rigtig god læ, så der var ikke en vind der rørte sig. På spørgsmålet om, hvorfor lige hosta? Har Hosta Hans fortalt, at han/de faktisk startede med, at ville plante en rosenhave. Men roserne ville bare ikke trives i denne have. Som enhver haveentusiast vil vide, så er det jo bare ikke meget ved, med planter der ser sølle og usle ud altid, og som har svært ved at overleve. Det er altid meget sjovere når det lykkes at få noget frem, som ligner den drøm man har haft om haven imens man har anlagt den. Se det hele strutter af sundhed og frodighed. Så da hosta havde vist sig at ville trives rigtig godt i denne have, og man blev klar over hvilken mangfoldighed planteslægten rummer, så gik det jo helt af sig selv i den retning.¨
En af mange forskellige variationer for belægning anvendt i haven. Det var med til at give en ekstra oplevelse, uden det på nogen måde tog for meget af fokuset på haven som helhed.
Blandt de mange hosta blade, var der ud over træer også enkelte formklippede buksbom, prydgræsser og andre planter, som ikke larmede, samt enkelte store flotte sten.
Enkelte hostaer blomstrede, men det ødelage på ingen måde den ro der var.
Bagerst i den første have, kunne man følge en sti om bag nogle store formklippede takshække og på den anden side åbenbarede sig endnu en have, som stadig indeholdt hosta, men også en hel masse mere. Der var bl. a. mange liljer, der var floks og en lille dam, og så var her græsstier.
Hosta White Christmas
Hosta Great Escape.
Jeg var på jagt efter nogle hostaer med hvide aftegninger til mit nye skyggebed, men jeg købte også en broget limefarvet hosta. Jeg har fortrudt jeg ikke også fik købt en helt gulbladet hosta, men det må jeg gøre næste gang jeg skal derud. Vamdrup ligger ikke så langt fra her hvor jeg bor.
Hosta Hans holder til på Hafdrupvej 10, 6580 Vamdrup
Se evt. også www.hostadanmark.dk hvor der også er nogle (ældre) billeder, åbningstider, samt mulighed for at købe planter online.
Ud over haven, har de også en mindre hostaplanteskole, med et rigtig godt udvalg.